De mest efterspurgte Bordeaux'er
Primeur-ugen i Bordeaux, hvor der blev smagt på den nye årgang 2023 - der stadig ligger på fade - er netop ovre. Og i den anledning har Wine-Searcher bragt en liste over de ti mest eftertragtede Bordeaux-vine, og de er alle fra fornemme slotte.
Vi har tidligere fortalt om den internationale vinsøgningstjeneste, hvor man kan søge på cirka 500.000 forskellige vine i enhver tænkelig årgang og finde frem til, hvor de forhandles.
Hver eneste dag foretages der mere end 1 million søgninger globalt på Wine-Searcher, og disse søgninger er interessante, da de i høj grad afspejler salget inden for de forskellige vinkategorier og af forskellige vine. Så det er en pålidelig kilde, når det gælder et overblik over vinsalget på verdensplan.
Priserne er dykket
Wine-Searchers topti-liste over de mest efterspurgte vine har ikke ændret sig det mindste i forhold til samme liste fra 2023, når det gælder placeringen. Château Mouton Rothschild ligger stadig på førstepladsen efterfulgt af Lafite Rothschild og Petrus. Vi bringer hele listen nedenfor.
Det, der derimod har ændret sig, er priserne, der for ni af vinenes vedkommende har taget et dyk i det seneste år. Det skal lige nævnes, at de priser, som Wine-Searcher har opgivet, hvert år er gennemsnittet i detailhandelen på globalt plan, ligesom det er et gennemsnit at alle de årgange af vinene, der er på markedet.
Gennemsnitsprisen på en flaske Petrus er fx faldet med det, der svarer til cirka 2000 kr. flasken, mens en flaske Château Lafite er dykket med cirka 550 kr. De øvrige vines gennemsnitspriser er kun faldet med det, der svarer til cirka 140 kr. flasken.
Kun en vin er steget
Den eneste vin, hvis globale gennemsnitspris ligefrem er steget i forhold til sidste års liste, er Château Margaux – dog kun med cirka 42 kr. flasken.
Prisfaldet for disse fornemme vine er jo ikke gigantisk – deres priser taget i betragtning. Men det afspejler måske nok en afmatning på markedet for fine vine her og nu på grund af inflation m.m.
Ifølge Wine-Searcher ligger den globale gennemsnitspris for en ganske almindelig rød Bordeaux – dem uden et fint slotsnavn på etiketten – på det, der svarer til kun 105 kr., en stigning på kun 20 kr. i de sidste ti år.
Topti over de mest eftertragtede vine
(Gennemsnitspriserne er pr. flaske og er omregnet til dkr.)
1. Château Mouton Rothschild, Pauillac, 5116 kr.
2. Château Lafite Rothschild, Pauillac, 6611 kr.
3. Petrus, Pomerol, 30.000 kr.
4. Château Margaux, Margaux, 5390 kr.
5. Château Latour, Pauillac, 5572 kr.
6. Château Haut-Brion, Pessac-Léognan, 4534 kr.
7. Château d'Yquem, Sauternes, 3327 kr.
8. Château Pontet-Canet, Pauillac, 976 kr.
9. Château Lynch-Bages, Pauillac, 1200 kr.
10. Château Cheval Blanc, Saint-Émilion, 5355 kr.